I forbindelse med et forskningsprojekt 2 om børns liv og hverdag har vi oplevet det igen og igen. Der opstår en saerlig atmosfaere, når barnet skal åbne kuverten med de fotografier, det har taget. En stemning af spaending, forventning, glaede og grebethed. Vi oplever ikke, at det er os (barndomsforskere) der gør noget saerligt. Det er snarere børnene, hvis fotos vi skal til at kigge på, der "baerer" den stemning frem. Men stemningen smitter. Man kan ikke lade vaere med selv at blive grebet. Og

more »

... ed projektets udvikling fra ide til erfaret realitet, er vi blevet mere og mere overbeviste om, at en af hemmlighederne ved fotometodens vellykkethed, kan føres tilbage til denne spaending og grebethed, -selvom dette moment selvfølgelig bare er ét ud af mange, der indgår i den fremgangsmåde, der kendetegner den fotografiske indfaldsvinkel. Engang oplevede vi eksempelvis, at et barn slet ikke kunne vente med "at gense" et bestemt billede. Drengen snuppede kuverten. Hev fotografierne ud. Bladrede dem meget hurtigt igennem et par gange, for derefter lidt skuffet at konstatere: "Nej, det er der ikke." Ved den efterfølgende og mindre hektiske gennemgang fandt vi sammen med drengen alligevel det foto, han havde taenkt på. Det faktiske foto så dog ret anderledes ud end det mentale billede drengen havde i hovedet. Han mente, at han havde taget et foto af sin far og 1 Artiklen er en bearbejdet version af et foredrag som blev holdt på Norsk senter for barneforskning i Trondheim, 6. september 2000. 2 Artiklen bringer erfaringer fra et forskningsprojekt, hvor børn med engangskamera fotograferer udsnit af deres hverdags-livsarenaer, for efterfølgende at se og fortaelle om deres fotografier Projektet er gennemført i 1998-99 i samarbejde med Ph.D. Søren Smidt, Center for Institutionsforskning, Højvangseminariet, og det omfatter 88 børn ml. 5 og 13 år fra 13 forskellige steder i Danmark.