Der findes vel ingen Dansker, som ikke har flet sit forhold til Kunstkammeret, defineret af H C.Andersen: ' ' ..__ og /.Erten kom paa Konstkamret, hvor den endnu er at see, dersom Ingen har taget den. " I denne lille stetning indbyggede Andersen to erindringer om Kunstkammeret. Den ene, at det var et sted, hvor man henlagde pudsige ting. Som museumsmand kan man se protokolindfarslen for sig: "En tert, der siges at have gjort en virkelig prinsesse gul og gr@n over hele kroppen, til trods for, at

more »

... hun la oven pa 20 madrasser og 20 edderdunsdyner. " Og den anden: at det var et sted, hvor man ikke havde helt styr pa sin samling. Den smertelige erindring om det nationale tab af Guldhornene1 levede endnu, men kunne dog, en menneskegeneration senere, behandles sp@gefaldt. Andersen udgav sit eventyr i 1835, ca. 10 ar efter at Kunstkammeret var blevet opl@st og erstattet af et moderne, videnskabeligt museumsvtesen. Med fremskridtets overlegenhedsfolelse kunne man tillade sig at pege fingre af det forteldede. Og det er der jo intet nyt i.