Taktens lov

Jesper Lohmann
1970 Slagmark  
a nm e ld e ls e r 154 ladende rent filosofiske kommentarer i Filosofiske Undersøgelser. Overgangsfasen er heldigvis begyndt at få mere opmaerksomhed og med udgivelsen af både Wiener-udgaven og Bergen-udgaven af Wittgensteins efterladte skrifter bliver den også mere tilgaengelig. Men materialet er så omfattende og Wittgensteins diskussion ofte så specialiseret og indforstået, at man har brug for en guide. For den almindelige laeser kan Wittgenstein, Finitism, and the Foundations of Mathematics
more » ... ons of Mathematics nok synes en stor mundfuld. Det er ikke en introduktion hverken til Wittgenstein eller matematikfilosofi. Men for enhver der ønsker at beskaeftige sig seriøst med Wittgenstein, er Marions bog den bedste guide til matematikfilosofien i overgangsperioden. For matematikhistorikere vil den vaere interessant, fordi vi her får sat Wittgenstein ordentligt ind i en matematikhistorisk og -filosofisk sammenhaeng. I den forbindelse behøver han ikke laengere at optraede i rollen som den saere filosof, som ingen alligevel tog alvorligt. Marions diskussion af eksempelvis Kroneckerianerne Baire, Borel, Lebesgue og Skolems finitisme, og sammenligningerne mellem Ramsey, Brouwer, Weyl og Wittgenstein er fascinerende og laererige. Det er en spaendende og uhyre kompetent fortalt historie. Imidlertid foregår meget af det filosofiske drama i de tekniske detaljer. Vi kan derfor ikke undgå dem, hverken som historikere eller filosoffer. Det gør det også til kraevende laesning. Men der er ingen vej udenom. Wittgenstein var en kraevende taenker. Paris 2000, 348 sider, 265 FF. Jacques Derridas bog Le toucher, Jean-Luc Nancy er et forsøg på at fremlaese følesansen (le toucher) som den centrale kategori i Jean-Luc Nancys filosofiske forfatterskab. Derrida tematiserer følesansen som "den bedste ledetråd" til en laesning af Nancy i dag. Dette er dog ikke bogens eneste aerinde, eftersom Derrida ligeledes ønsker at røre Nancy. Det drejer sig om at røre ham (le toucher) igennem en analyse af følesansen (le toucher) i hans vaerk. Dette spil mellem substantiv og verbum, mellem bestemt artikel og pronomen gennemsyrer hele bogen, der således forsøger at gøre sig fortjent til sin dobbelttydige titel: Følesansen, Jean-Luc Nancy eller Røre ham, Jean-Luc Nancy. Berøringen skal imidlertid foregå med takt, hvor taktens lov byder, at "det er nødvendigt at røre uden at røre" (81). Bogens fundamentale paradoks kan derfor formuleres på følgende måde: hvordan røre dig, Jean-Luc Nancy, uden at jeg, Jacques Derrida, rører dig? Paradokset søges overvundet ved at røre Nancy ad omveje, hvorfor der gennemføres en analyse af følesansens filosofiske tematisering fra Aristoteles via Berkeley, Maine de Biran og Husserl til Didier Franck og Jean-Louis Chrétien, for nu at naevne nogle af de centrale skikkelser i bogen. Skønt Derrida mener, at bruddet med traditionen ikke kan vaere absolut på grund af den sproglige arv,
doi:10.7146/sl.v0i31.104912 fatcat:we6t3lhcqrcgjdefhglhgrbjzm