Artiklen tager afsaet i den udbredelse af dialog som ledelsesinstrument, som har kunnet iagttages de senere år inden for mange forskellige velfaerdsom-råder. Den fremlaegger den påstand, at der er ved at ske en forskydning i ledelses-relationerne, som indebaerer, at den før talende ekspert-laegen, sundheds-rådgiveren, socialarbejderen, lederen-nu skal tale mindre, mens den førhen tavse-patienten, den udstødte, medarbejderen-nu skal tale mere. Hermed ser vi altså en forandring i, hvem der har

more »

... ighed for at fremsige noget gyldigt om det, der skal ledes. Udgangspunktet for denne omvending er en moderne vestlig forestilling om, at den tavse nødvendigvis må vaere under-trykt eller berøvet for ansvar, mens talen udgør vejen til frisaettelse. Artiklen viser imidlertid, hvordan dialogen ordner den talendes tale, således at be-stemte former for selv-ledelse bliver mulig. Karlsen & Villadsen viser, hvor-dan såvel sundhedsfremme, socialt arbejde og lederudvikling udøves med reference til en saerlig subjekt-konstruktion, nemlig "det spaltede subjekt", som både rummer god vilje og modvilje. Artiklens diagnose søger altså at udlaese en generel tendens; imidlertid viser analyserne også, hvordan dialog-teknologien antager forskellig udformning inden for de specifikke faglige og institutionelle felter, som den indgår i.