Artiklen gennemgår flere af Jürgen Gosch's opsætninger og beskriver, hvorledes deres form, som umiddelbart kunne ligne en variant af den distance, som tysk Regie-teater er så kendt for fra bl.a. Brecht, Müller og Castorf, viser sig at være hans særlige genvej til et relativt traditionelt nærvær. For at kunne fylde scenens rum mednærværende teater, må han først tømme det.